lørdag den 31. oktober 2009

Rask trav

 

Sdr. Anlæg

 

Siden vi overtog vores hus i sommers, har det været småt med motionen – bortset fra den øgede aktivitet, der følger med, når man pakker, flytter, maler osv. Men sådan rigtig, organiseret motion har det været svært at finde både tid og motivation til. Jeg var ellers inde i sådan en god rytme inden da, men har simpelthen ikke haft overskuddet.

Men nu tror jeg, jeg har fundet en motionsform, der passer godt til mig her og nu. Gode, gammeldags traveture. Sådan en halv time ud i virkeligheden, med dagslys, frisk luft og det hele, og så op i tempo, så kroppen bliver rørt igennem, men dog uden at man bliver stakåndet og svedig og alle den slags ubehageligheder.

 

Højt til loftet

 

Med højt til loftet og plads til, at tankerne får frit løb. I går gik Brian med – så er der også lige en halv times udelt opmærksomhed, med tid til snak, mens vi går. En af de store fordele ved, at børnene bliver ældre og godt kan efterlades hjemme en halv times tid. De er selvfølgelig også velkomne til at gå med, hvis de får lyst – måske får de et blidt spark en dag, for de aner jo ikke, hvad de går glip af…

 

Sdr. Anlæg

Wokret med nudler

 

Der er langt mellem madindlæggene for tiden – men vi spiser dog stadig… ;o) Dagens ret har jeg ikke selv fundet på, for det er ret nyt og uvant for mig at jonglere med fishsauce, som bestemt ikke lugter godt, men giver et rigtig godt pift til en wokret som denne. I Spis Bedre fandt jeg wokretten for et årstid siden.

 

Nudler i godt selskab

 

250 g ægnudler koges og dryppes af.

2 snackpebere og 2 røde chili renses og skæres i tern, 3 forårsløg skæres i skiver.

4-600 g kyllingestrimler woksteges i olie, 2 dl grofthakkede cashewnødder steges med i et par minutter. 2 spsk fishsauce tilsættes, og kylling og nødder hældes i en skål.

Grøntsagerne lynsteges i olie 3-4 min. Kylling, nødder og nudler tilsættes, og retten smages til med 4 spsk soyasauce, 3 spsk citronsaft og 1 spsk sukker – pyntes med korianderblade.

fredag den 30. oktober 2009

Verden er i farver

 

Birk i morgensol

 

Lyt til Lis Sørensens fantastiske stemme og nyd billederne – eller endnu bedre, tag overfrakken på, gå ud i naturen og oplev den selv – der er SÅ fantastisk lige nu!

 

 

 Gyldent   Bøg i alle farver Gult mod blåt Crysanthemum Fantastisk farve Lilla Pangfarver Græskar Velkomstkrans  Crysanthemum Græskarfjæs

torsdag den 29. oktober 2009

Otte år

 

Flagranke af den hæklede slags

 

Det er mange, siger mor (citat fra et meget gammelt og hyggeligt rim) – vores lille, store pige er nu officielt en tweenie. Ja, det kalder man børn, der er mellem 8 og 12 år – hvor man ikke længere kun er barn, men på vej til at blive teenager. Begrebet er selvfølgelig opfundet i kommercielt øjemed, for den aldersgruppe er en stor kundegruppe (har jeg hørt!), men vi kan nu også ane forandringerne set med forældreøjne.

På ønskesedlen er alt, hvad der hedder Barbie, Diddl, Polly Pocket og My Little Pony skånselsløst bortcensureret til fordel for… ja, hvad? Det ved hun faktisk ikke helt, men en række film og CD’er fandt da vej til listen.

Og i søndags var jeg ved at få kagemanden galt i halsen, da hun proklamerede, at hvis der havde været et tændt lys tilbage, da hun pustede, skulle kæresten være Andreas, for han er nu meget sød. Whaaat??! Ja, det burde selvfølgelig ikke komme bag på mig, mange har “kærester” allerede i børnehaven – det har Freja bare aldrig nævnt et ord om før – og det var så sødt, som det kom der lige fra hjertet.

Hver morgen har hun en større tøjkrise, da det meste af det, der befinder sig i tøjskabet, er kjoler og nederdele i lyserødt og pastelfarvet, med blomster eller andet sødt (ja, det er altså efter eget valg, for det var det, der duede indtil for kort tid siden!) – men der er hun bare slet ikke mere. Det er jo bare soooo last year! Og hvad der dur, fik jeg da sandelig at se, da vi gik i centeret i mandags. Freja stilede direkte mod alle stativerne (og der var mange!) med disco, glitter og pailetter, sort, sort og sort, med et stænk af koral. Det kan altså blive lidt meget for en mor, der er opvokset midt i den epoke, men det bider jeg i mig, for det er min inderste overbevisning, at hun skal have lov at leve det ud, hun har lyst til, så længe det ikke er skadeligt for hende eller andre – også selv om det ikke lige er min stil. Og jeg må da også indrømme, at hun var lidt smart, som hun stod der i gangen i blitzlyset, strittende med sine nylakerede negle.

 

Fødselsdagsbarnet

 

Min store pige. Der heldigvis stadig også er glad for at være barn, og ikke er for stor til at sidde under dynen og hygge med sin mor, mens der pakkes gaver op. Eller for den sags skyld til at blive båret i seng, når man er træt efter et aftenarrangement i skolen – det er kun mor’ens ryg, der snart siger endeligt fra til den slags. Nu er hun sendt i skole, og jeg smutter på arbejde, bare for at lave en smule brandslukning, inden jeg giver mig i kast med lidt oprydning og kanelsneglebagning til de 18 feststemte børn, der indtager huset i eftermiddag.

tirsdag den 27. oktober 2009

Henne i virkeligheden

 

Smårodet aften

 

Bare lige for at nogen ikke skal tro, at alt er overskud, syltede valnødder, lutter idyl, god smag og ryddede flader her på matriklen, viser jeg lige vores sofabord ved aftentide. Det er ikke engang slemt, rodet. Men for at nogen ikke skal få aftenkaffen galt i halsen, tager vi det i små doser.

Sådan er der faktisk tit her henne i virkeligheden. Og et kaotisk køkkenbord. Og sedler, der skulle have været afleveret i skolen, men blev glemt, indtil fristen var overskredet. Og en sengetid (min!), der ikke blev passet. Og deraf-følgende træthed. (Kan hun så lære det? Jeg tror det ikke…)

Men jeg kan godt lide at fokusere på de rene flader, de lækre retter og smukke blomster. Vil gerne hvile øjnene på flotte buketter og hæklede flag. Lige nu må jeg bare tage til efterretning, at tiden og overskuddet ikke slår til. At jeg glemmer ting, jeg skulle have husket. At her roder, bunkerne vokser, kalenderen er fyldt til bristepunktet, og aftalerne stiger mig til hovet. At armen snart siger stop, og jeg må spørge mig selv, om det virkelig er vigtigt at hækle flere flag…

OG at det hele går alligevel! At det vigtige er, at jeg er der for dem, jeg holder af. At jeg standser op og holder en pause. At jeg sætter mig i sofaen og læser med Freja. At jeg stopper op og HØRER (ikke bare med et halvt øre), hvad Emil så gerne vil fortælle om sit nyeste gevær. At jeg kysser min mand.

Det er ikke let at holde fokus i mit kaos, men jeg øver mig. Prøver at tage en halv dag ad gangen. Og fortæller mig selv (igen!), at alting ikke behøver at være perfekt, og jeg ikke behøver at leve op til alle de idealer, jeg oftest selv har skabt i mit hovede. Og jeg bliver bedre til det. Små skridt, men dog skridt. Og imens vil jeg nyde alle lyspunkterne. Blomsterne. Æblechutneyen. Familien. Vennerne. Livet, der i store træk er lyst og let. Og om lidt min varme dyne…

mandag den 26. oktober 2009

Mandag morgen – igen

 

  Fødselsdagsbord

Fødselsdagsbarnet

 

Dagen derpå, men på den gode måde… Vi havde en rigtig hyggelig dag med familien i går. Mange kære fyldte rummene op, og vi nød samværet. Freja nød at blive fejret, få gaver, spise, lege med de små fætre og kusiner, læse en bog med farfar, når voksensnakken blev for meget.

 

De kære små, som løber hurtigere, end et kamera kan fange...

 

Nu er børnene sendt i skolen. Festivitasen fortsætter på torsdag, hvor hun fylder – en god fest strækker sig jo gerne over flere dage…

Og jeg vil nyde en rolig formiddag herhjemme og forsøge at få styr på kaos i køkkenet, måske bruge nogle af alle vores æbler, hækle et par flag – eller hvad der nu falder mig ind. Aaaahh…

fredag den 23. oktober 2009

Det bliver SÅ godt…

 

 

Cherrytomater med oregano og flagesalt

 

Et læs tomater blev sat i ovnen i går aftes. Hele natten har de lunet sig i ovnen, mens jeg lunede mig under min dyne. Som Emil, vores lille miljøaktivist, forsigtigt spurgte: Udleder man ikke en del CO2, når de skal stå der så længe? Tag den! Og jeg er egentlig stolt af ham. Det er jo blandt andet mig (sammen med medierne og skolen), der har præget ham i den retning, og så er det jo kun godt, at han spotter, hvor man selv lige kunne tage sig lidt sammen… Jeg vil dog ikke love, at jeg stopper med at tørre tomater, for de smager altså bare fantastisk!

Tomaterne skal med i toget om lidt, sammen med ost, pølse, rødvin og sovepose. Og så lige en god bog og hækletøj til turen. Så er banen kridtet op til en fantastisk aften sammen med mine veninder fra studietiden. Ca. en gang om året mødes vi og snakker hinanden et øre af, mens vi spiser og drikker og i dén grad nyder at være sammen igen. Tøsehygge, når det er bedst!

Konceptet er enkelt – hver tager to ting med i kategorien ost/pølse/paté og drikkevarer til eget forbrug. Værtinden sørger for brød og det løse, og vi medbringer alle godt humør og længsel efter at være sammen igen efter alt for lang tid i hver sin landsdel.

Det bliver SÅ godt!

onsdag den 21. oktober 2009

Testing…

 

Chokoladeis

 

Den kan minsandten også lave is.

Ikke dårligt…

 

En hel maskinfuld

 

(De skarptsynede har måske oven i købet fået øje på fotografens spejlbillede i kogekedlen bagved…)

tirsdag den 20. oktober 2009

Forberedelser

 

Der skrives invitationer og ønskesedler. På søndag kommer en del af familien, og på torsdag, selve DAGEN, kommer hele klassen på besøg.

 

Kulørt underskrift

 

Det er Freja, der fylder, og hun glæder sig!

Og jeg har fundet hæklenålen frem, for jeg synes nu, det kunne være så hyggeligt med Karens skønne, små, hjemmehæklede flag. Og da det er et lille, overkommeligt projekt, får det lov at afbryde Frejas top, som ellers næsten er færdig. I første omgang er det de små lagkageflag, der produceres, og hvis tiden er til det bliver her også pyntet op med små flagranker hist og her.

 

Flaghækleri

mandag den 19. oktober 2009

Farven Lilla

 

Kari har sat mig på en opgave, jeg troede var let – at finde 7 lilla ting i mit hjem. Det viste sig også at være overmåde let – det svære er at begrænse det til 7 ting. For jeg hoppede i dén grad med på lilla-bølgen, endnu før jeg vidste, at det var en bølge… Lilla er glad, den er varm, blød og lækker, og jeg er faldet for den med et brag – gerne i kombination med grøn – og alle mulige andre farver, som f.eks. orange, turkis osv., når det skal være rigtig festligt :o)

Så er her lilla i 7 kategorier:

 

 

Lilla i haven:

Hortensia

Lavendel

 

I haven er farverne ved at falme, men heldigvis fik jeg hentet lidt indenfor, så jeg vinteren over kan fornøje mig med de tørrede hortensia og duftende lavendelpotpourri.

 

 

Lilla i køkkenet:

Kulør på madlavningen

Styr på tiden

 

Uret fik jeg et år i julegave af Freja, hun havde (næsten selv) lavet den i børnehaven. Og hvad betyder det, at en pædagog nok har haft en god finger med i spillet, når Freja var den glade og stolte giver?!

 

 

Lilla i vaskerummet:

Glæder mig til de kommer op at hænge...

 

Små glæder, der gør livet lidt sjovere!

 

 

Lilla i badet:

Fantastisk duft!

 

Min yndlingsserie fra The Body Shop, Passion, der desværre er udgået – heldigvis har jeg en del på lager endnu.

 

 

Lilla, når jeg går ud:

Ja, jeg er glad for lilla!

 

Tante Lilla i egen person!

 

 

Lilla i håret:

Lækkert hårspænde Når det skal være pyntet

 

Filtede ting gør mig glad. Engang, når der bliver 9 dage i ugen, vil jeg lære at filte – indtil da glæder jeg mig over de ting, der kan fås for penge.

Det nederste spænde har jeg fået af Brian – hjembragt fra Italien.

 

 

Lilla til pynt:

Skøn top Favoritkombinationen - grøn & lilla

 

Mit nyeste køb – en lilla top med bryderryg – og min yndlingshalskæde, der har været i stykker og lige er blevet repareret i dagens anledning.

 

 

Jeg sender teten videre til Pernille, Astrid og Mette – har I lyst til at vise 7 lyseblå ting?

Mandag morgen

 

En dejlig gave...

 

Hverdagen er skudt i gang. Søvnige morgenstemmer, tidlig morgenmørke, havregryn, madpakker, skoletasker, hårfletning, penalhus, støvler og jakker, farvelknus, og – ha’ det rigtig godt!

Og stilheden sænker sig…

Jeg sidder og kigger ind i flammen og nyder, at hverdagen for mit vedkommende skydes i gang med en fridag. Helt fri er den nu ikke i dag, men næsten, og det er godt.

Flammen sidder forøvrigt på en dejlig gave, jeg fik i går. En tak for hjælpen fra vores søde venner, der holdt barnedåb for deres lækre, chokoladebrune, importerede guldklump. Jeg stod i køkkenet sammen med en god veninde, det har vi prøvet før, og ved af erfaring, at man kan nå at snakke rigtig meget under sådan en køkkentjans. Det gjorde vi også i går, og det var tiltrængt og skønt! At man så er lidt træt bagefter gør ikke så meget, når ugen nu starter med en næsten-fridag.

torsdag den 15. oktober 2009

Efterårsferie

 

En uge der indeholder lidt af hvert, afslapning og hygge, praktiske opgaver og projekter, og ture her og der. En uge, der hurtigt kan få ben at gå på, men også en uge, vi nyder, mens den er her.

 

Freja, Emil og H.C. 

Legoland i efterårsdragt var en ny oplevelse for mig, men en god en af slagsen. De flotte efterårsfarver klæder parken, og stemningen var god og knap så hektisk som om sommeren. Og hvis bare man havde klædt sig godt på, var det faktisk rart med de lidt køligere temperaturer, når man skulle tilbringe en hel dag udendørs.

 

Løvfald i miniby

 

Vaskerummet er godt på vej til at se indbydende ud.  Malerrullerne er pakket ned, bordpladen er kommet på plads, og i dag blev afdækningsplasten fjernet og gulvet støvsuget. Det har jeg ventet på i ugevis!!! Det betyder altså meget, når man skal derned hver dag for at vaske tøj, at der er rart at være.

 

Chrysantemum

 

Haven fik også en tur i dag, affald er kørt på lossepladsen, og forårsløgene fra vores gamle have er kommet i jorden i deres nye hjem. Jeg håber, de vil synes godt om at være her og glæde os med alle deres skønne blomster, når foråret melder sin ankomst.

Her til aften har Brian og børnene hygget sig med årets græskarhovede. Halloween er ikke noget, vi fejrer her, men græskarhovedet hører sig til – selvom jeg nu nok synes, det er blevet et noget uindbydende et af slagsen i år ;o)

 

Bøh!

 

Imens de fornøjede sig, stiftede jeg nærmere bekendtskab med min nye ven, Kenwood, der nok skal gøre mig selskab i mangen en god bagestund. En tidlig julegave er det, meget i mod vores principper med den slags praktiske gaver, men når nu jeg havde snakket om den køkkenmaskine så længe, og et godt tilbud dumpede ned i vores turban, så var det svært at stå imod – og jeg er glad!

mandag den 12. oktober 2009

Afsløring

 

Nu er det endelig ved at være tid for afsløring af hemmeligheden, vi blev pålagt dengang i august, hvor vi for en eftermiddag blev forvist fra vores nye hjem.

Inge og Septemberliv var faktisk ret så meget på sporet, for i morgen aften vil noget, der ligner disse billeder, tone frem på skærmen, når Hammerslag sender fra Herning.

 

Entré Entré Køkken Stue

 

Vi glæder os vildt meget til at se det, selv om det også bliver lidt specielt at se andre mennesker gå rundt i vores hjem, uden vi selv har været med. Vi er meget spændte på at høre mæglernes kommentarer til huset og ikke mindst deres bud på købsprisen.

Det er vist nærmest det tætteste, jeg kommer på en berømmelse, og det ligger da slet ikke til mig at skulle holde på sådan en hemmelighed så længe, men det har været et klart ønske fra DR’s side, så det efterkommer vi selvfølgelig.

Børnene glæder sig også meget til at se udsendelsen, der er lagt op til en rigtig hyggeaften omkring kassen, med slik på bordet, som det (åbenbart) hører sig til, når der rigtigt skal hygges igennem, og øjne og ører på stilke…

torsdag den 8. oktober 2009

Er der nogen??

 

Hva’… Når nu hun har overstået den dér koncert og har ferie i udsigt, så må man vel forvente, at der sker lidt mere på bloggen?!

 

Der er ikke meget at komme efter... 

 

Det kan jeg desværre ikke love. Som sædvanligt har vi det med at pakke ferien godt og grundigt – med masser af guld, samvær med familien, en tur til Legoland, og heldigvis også et par dage på hjemmefronten. Vi har måttet prioritere benhårdt, for der er så mange ting, vi gerne vil med sådan en uge, men det ville jo være dumt at blive stressede af ambitiøse ferieplaner. Så vi når ikke alt det, vi kunne forestille os, men meget godt har vi i vente, og vi glæder os!

Allerførst står der en togtur på programmet (en eksotisk oplevelse i sig selv for vores bilforvænte børn, og såmænd også for deres mor) – børnene og jeg tager i morgen til Århus, hvor vi skal tilbringe weekenden sammen med familie fra nær og fjern, og det bliver skønt!

onsdag den 7. oktober 2009

Yes!!!

 

Lysglimt

 

Koncerten gik godt, publikum var glade, og jeg er totalt høj i hatten. Det må man godt være, når man har gjort det godt – så kan janteloven bare pakke sammen…

Hvor er det skønt at have koncerten godt overstået – nu mangler jeg bare lige endnu en lang arbejdsdag i morgen, og så er der næsten ferie!!

Det er skønt at være organist :o)

tirsdag den 6. oktober 2009

Lam og andre dyr

 

Mens lammegryden putrer på komfuret og spreder vellugt i hele huset, er der ro til at hygge med børnenes hjemmebragte kastanjer.

 

Kastanjedyr

 

To nye familiemedlemmer af ukendt herkomst har set dagens lys – måske er det et æsel og en hest, måske helt andre arter. Et er i hvert fald sikkert, om lidt bliver en myre føjet til dyrebeholdningen.

At opvaskemaskinen så ikke er tømt endnu, og det blev en dag, hvor der ikke blev vasket tøj, gør mindre. Jeg øver mig i at tage det lidt roligt, sætte mig ned med en kop kaffe, trække vejret dybt og falde ned sammen med børnene, når jeg kommer hjem, i stedet for at fare løs med alle opgaverne – og det gør godt, kan jeg mærke, især i en travl tid.