mandag den 30. november 2009

Formiddagstoilette

 

Fuglebad

 

Sikke en udsigt fra køkkenvinduet, til fuglenes fællesbad…

I familiens rummelige skød

 

Min familie er stor – og ufatteligt skøn! Og de fleste af dem (søskende med familier) har tilbragt deres weekend hos os. 12 var vi i alt, da vi var flest, så der har været gang i den, masser af snak og hygge, grin, så maven krøllede sig helt sammen, gaveudpakning, glæde over at være sammen, rigeligt med mad og drikke, en tur til det julepyntede Smukt og Brugt, hvor der blev provianteret lidt “nødvendigheder”, gåtur, kirketur og alt for lidt søvn.

Kort sagt, en fantastisk weekend sammen med mine kære!

Adventstiden blev (traditionen tro) behørigt skudt i gang med glaseret skinke, brune kartofler og grønlangkål, og så lidt rødbedechutney og æblechutney til at pifte det op. Frokosten var en julefrokost med det meste af det hele. Blommesnapsen blev prøvesmagt – og den er god, skal jeg hilse og sige! Især, hvis man har en rummelig, sød tand, og det har jeg! Næste år laver vi mindst dobbelt så meget!

 

Rødbedekage

 

Weekendens kager faldt i god smag, opskrifter blev efterspurgt, og dem videregiver jeg da gerne. Den fine, lyserøde rødbedekage er Anne ophavskvinde til, og den kan findes her.

 

Æblekage

 

Æblekagen har jeg fra Idényt, og opskriften får I her:

Rør 250 g smør blødt med 325 g rørsukker. Riv 250 g marcipan og rør det i blandingen. Tilsæt 4 æg, et ad gangen. Pisk 1½ dl mælk i, sigt 300 g hvedemel, 2 tsk kanel og 2 tsk bagepulver i dejen og rør det sammen. Skær 4-5 æbler i tern. Rør æbler, 75 g rosiner og 100 g mandelflager (el. hakkede mandler) i dejen – gem lidt æbler og mandelflager til pynt. Kom dejen i en stor springform (el. to mindre forme), forede med bagepapir, drys med æbletern og mandler, og bag kagen ved 160 grader i 1-1½ time. Afkøl og drys med flormelis.

Der står også, at kagen er fantastisk med creme fraiche eller rørt vanilleis – den glæde fik mine gæster ikke, det må blive en anden gang, for jeg kunne da egentlig forestille mig, at de klæder hinanden godt.

Sådan en weekend byder også på en hel del køkkenaktivitet, men når vi hjælpes ad, og det gjorde mine gæster gerne, så hygger vi os med det – og så passer det mig nu helt fint at starte ugen med en fridag, så jeg lige kan puste ud, bearbejde de mange ind- og udtryk og få gjort lidt rent efter weekendens ryk-ind.

torsdag den 26. november 2009

Nedtælling

 

Kalenderlys

 

To slags kalenderlys blev det til i år – da jeg havde købt det store lys og udtænkt idéen med et fad fyldt med mos og kugler, faldt jeg over de små kvadratiske lys – næsten kastet i nakken på Nordhjem.dk.

 

24 små

 

De var ikke til at stå for – og man kan jo heller ikke få for meget lys i denne grå og mørke tid.

 

Et til hver dag

tirsdag den 24. november 2009

Starten er gået

 

Fattigmandskuglerne

 

Den store kasse med julepynt er fundet frem – eller rettere – kasserNE. Og det lykkedes omsider at få lokaliseret dem alle i flytterodet, der stadig huserer i kælderen.

Det er en helt anden oplevelse at pynte til jul i år, for der er jo ikke noget, der plejer… Alt skal finde sin plads i vores nye hjem, og det er sjovt og spændende at få rusket op i gammel vanetænkning. En ting er dog som det plejer – fattigmandskuglerne skal hænge i en lysekrone, det kan man ikke sådan lave om på. Og da vores store kirkekrone ikke er kommet op endnu, må de op i den lille lysekrone over spisebordet – der er godt nok ikke plads til alle kuglerne, men de fem hænger da meget fint der, synes jeg.

Jeg elsker at pynte til jul, og gensynsglæden er stor, når den ene yndighed efter den anden bliver hevet op af kasserne. Især de ting, børnene lavede til os sidste år, er det en sand fryd at få fundet frem igen.

I dag er der en måned til juleaften, på søndag er det første søndag i advent, og i weekenden får vi traditionen tro huset fuldt – mine søskende og deres familier kommer på besøg, og da skal der selvfølgelig være pyntet op.

Det’ sørme, det’ snart december…

mandag den 23. november 2009

Av, min arm

 

Tennisalbue

 

En overbelastning af min venstre arm for et par måneder siden, har udmøntet sig i en ømhed, der med tiden har tiltaget i styrke og hyppighed. Efterhånden er det blevet sådan, at ømheden er der konstant, og med smerter, når jeg spiller, strikker eller hækler og ved tunge løft.

Efter utallige opfordringer tog jeg til lægen i dag. Der skal ellers meget til, for jeg synes ikke, der er grund til at ulejlige lægen med ting, der bare skal have sin tid og går over af sig selv – men bekymringen for om sådan en ømhed kan udvikle sig, så jeg ikke kan bruge armen i kortere eller længere tid, gjorde udslaget, så jeg fik bestilt tid.

Og efter bare et enkelt tryk kunne lægen konstatere, at jeg har fået mig en tennisalbue. Jeg, som ellers aldrig spiller tennis! ;o) Den gode nyhed er, at det kunne have været meget værre, og jeg skulle formentlig kunne tage det i opløbet med øvelser og smertestillende, eventuelt suppleret med akkupunktur, hvis jeg synes. Det overvejer jeg så lige, om jeg gør.

Og så krydser jeg fingre for, at det begynder at gå den rigtige vej. Det er altså ikke den rigtige tid på året at lægge orgelspil på hylden. Det ville være ret fatalt for julens gudstjenester og koncerter. For slet ikke at snakke om at skulle undvære mit elskede håndarbejde. Gys… Så jeg tager en dag ad gangen, bruger armen lidt forsigtigt og håber det bedste.

søndag den 22. november 2009

Farsbrød og friweekend

 

 Klar til rul Pølsesnak

 

Parmaskinke, oksehak, salt, peber, basilikum og bøfmozarella.
Rulles stramt, godt hjulpet af et stykke bagepapir.
Og så i ovnen i en halv times tid ved 200 grader.

Sammen med en bunke kartoffelbåde og lidt grønt var det et lækkert måltid. For nogle dage siden. På bloggen i dag, blot for at markere, at fire ugers madtjans er forbi. Brian har endelig afleveret en opgave, der trak tænder ud – og er klar til at gå i køkkenet igen. Det passer fint, for jeg trænger ærligt talt til en pause…

Og nyder en friweekend, der byder på lidt af hvert.

- Korhygge i fredags, med pizza, juleklip og film. Kanongod idé, der bør gentages.

- Vennebesøg i København i går, der helt sikkert også skal gentages. Med kig på Kongens Nytorv og spændende udstilling om klimaforandringerne og hvad vi kan risikere, de gør ved vores smukke klode. Emil sugede til sig af viden, som han elsker at gøre. Freja var mest bare træt og nød at sidde på ryggen (altså min). Og vi hyggede os alle med samværet og friskbagte cookies til den søde tand.

(Og glæder os over, at Danmark trods alt er så lille, at det kan lade sig gøre at stikke et smut til den anden ende og tilbage igen.)

- En stille formiddag med plads til at gøre ingenting, sove længe, blogge, læse, småsnakke og nyde roen.

- Og en eftermiddag, der byder på besøg her på matriklen, masser af hygge, snak og endnu mere samvær af den gode slags, der tanker op på overskudskontoen.

Så nu må jeg vist hellere rydde lidt op. De skulle jo nødigt blive skræmt væk allerede i døråbningen…

onsdag den 18. november 2009

Because I said so… That’s Why!

 

Because I said so... That's Why!

 

At den lille selvstændige frøken så nogle gange mener noget andet – og står fast på sit – kan ind i mellem få det til at slå snister i det lille hjem. Som nu i morges, hvor mit ellers så tålmodige og milde sind blev sat på prøve. Aaarrgh, det er lige, så jeg skummer. Og må dampe af med både en travetur og en god gang støvsugning. En god måde at dampe af på, forøvrigt. Man får både motion og rent hjem ud af det. Ikke dårligt.

Og når jeg nu er i gang med at tænke positivt, så er det da også godt, at hun ikke bare glider af på hvad som helst og kæmper for det, hun vil. Nogle gange ville jeg også ønske, at hun ville kæmpe lige så hårdt for det, jeg synes, hun skulle kæmpe for – men det er netop det, der er det gode ved hende – hun ved, hvad hun vil, og tør endda gå imod sin skummende mor for at få det.

Det må man da tage hatten af for.

Bagefter.

Nu, hvor hun er sendt i skole, og jeg har dampet lidt af.

Og så gruer jeg lidt for, hvordan det bliver at få hende i teenage-udgaven. Og i mine positive øjeblikke tænker jeg, at det bliver vildt spændende.

Og øver mig i at tælle til ti…

 

That's Why!

tirsdag den 17. november 2009

Hul igennem!!!

 

Yeeesssss!!!

Og jeg overlevede – og hvem ved, en dag kommer der måske endda billeder på bloggen igen…

(og ja, selvfølgelig har jeg da sat mit (mine)  kryds, men det har de fleste forhåbentligt, så det er jo ikke noget at skrive hjem om…)

Netløs

 

Jeg lever endnu, sådan da – har bare ingen internet derhjemme, og det kan såmænd være udfordring nok endda. Abstinenserne begynder at blive udtalte, så det var skønt at komme på arbejde, hvor der er net i massevis.

Efter halvanden time fra morgenstunden med konfirmander er det godt at slappe lidt af i blogland, inden arbejdsdagen fortsætter med øvning, kontorarbejde og orgel/klaverelever.

Jeg tror også lige, jeg skal have gang i printeren. Liselotte deler gavmildt ud af alt sit juleklip, og da vi skal have hygge- og filmaften med pigekoret på fredag, fik jeg lige en idé til tiden mellem pizza og film – det ville da være oplagt at hygge med lidt klippe-klistre og få korlokalet pyntet op til jul. Jeg er ret sikker på, at det vil blive en success…

fredag den 13. november 2009

Omelet og spidskål

 

Og her skulle der så have været et billede af vores aftensmad, men billederne blev simpelthen ikke gode nok, og nu er maden spist!

Det er bare ikke til at tage ordentlige billeder på denne årstid med mit lille kamera (altså mit og mit… juridisk set er det jo vores, men i daglig tale er det altså mit).

Nå, men tilbage til maden… I må så tro mig på mit ord – den var god!

Opskriften var fra aarstiderne, grøntsager fra kassen (dog var østerhattene fra Kvickly) – rent vegetarisk, og ikke én (Brian) nævnte det manglende kød med et ord!

Østershatte og det kæmpestore rosé løg (sådan en mellemting mellem rød- og alm. løg) blev skåret og stegt i rapsolie. 6 æg blev pisket med 2 spsk soya, hældt over svampe og løg og stegt færdig ved svag varme.

En lille håndfuld hasselnødder blev hakket og ristet. Et halvt spidskål blev snittet og hurtigt stegt på panden, så det blev en smule gyldent, men ikke for blødt.

½ dl piskefløde blev blandet med revet skal og saft af 1/4 citron (som i dagens anledning var grøn – ja, det var også nyt for os!), og smagt til med sukker, salt og peber – dressingen blev vendt i spidskålen, som fik et drys hasselnødder.

Og så lige lidt rugbrød (eller groft brød) til, og – voila!

Kan I ikke lige se det for jer?!

torsdag den 12. november 2009

Pi’s liv

 

Pi's liv

 

Bogen er afgjort en af de sælsomme læseoplevelser, jeg har haft. Men en gribende en af slagsen! Jeg læste engang en overstrømmende anmeldelse af bogen på en blog (jeg husker ikke hvilken), og da jeg faldt over bogen i en genbrugsbutik, kom den derfor straks med hjem. Hvorefter den stod på hylden i laaang tid, før jeg tog mig sammen til at gå ombord i den, for jeg havde en forestilling om, at den ville blive ret tung at komme igennem.

Hvilket viste sig overhovedet ikke at være tilfældet. Bogen greb mig fra første side, og holdt mig fanget i sit besynderlige, fantastiske univers til sidste punktum.

Og hele vejen igennem var det med sådan en måbende undren over, hvad dette dog var for noget.

Størstedelen af bogen foregår på Stillehavet, hvor Pi som den eneste (i hvert fald det eneste menneske!) overlever et skibsforlis – og herefter lever på kanten af eksistensgrænsen på en redningsbåd, i selskab med en mindre zoologisk have, som dog efterhånden bliver reduceret til en bengalsk tiger og Pi selv, der holder hinanden med selskab i de mange måneder på havet. Bogen veksler mellem at beskrive det traumatiske i at have mistet hele sin familie med et slag, kedsomheden i det temmeligt trivielle liv, filosofiske tanker om livet og døden – og så helt praktiske beskrivelser af, hvordan man overlever på en redningsbåd, hvad der findes af proviant, hvordan man spiser en skildpadde (en delikatesse, jeg ikke umiddelbart drømmer om at sætte tænderne i), og hvordan man tæmmer en tiger.

Da jeg googlede bogens titel (for at finde andres syn på denne besynderlige bog), faldt jeg over en genrebetegnelse, jeg ikke havde hørt om før – magisk realisme. Man kan læse meget mere i denne anmeldelse, som forøvrigt også er helt vildt spændende, synes jeg. Hundehoved af Morten Ramsland er også et typisk eksempel på magisk realisme, og det er netop også en af den slags bøger, der fængede meget, men som jeg havde meget svært ved at forholde mig til. Hvor det fantastiske og det utroværdige beskrives så selvfølgeligt, at man har svært ved at skelne, hvor realismen stopper og fantasien tager over.

Romanen hævder selv at kunne få sin læser til at tro på Gud. Om det er tilfældet, har jeg svært ved at udtale mig om, da jeg troede på Gud, inden jeg læste bogen. Men det er helt sikkert en bog, der har gjort indtryk, som beskæftiger sig med mange forskellige temaer, og som rumsterer rundt i hovedet i lang tid efter, at man har vendt den sidste side.

tirsdag den 10. november 2009

Grønt til døren

 

Basiskassen

 

Så smuttede vi også med på bølgen og er nu blevet abonnenter på en grøntsagskasse fra aarstiderne.com. Vi starter blødt op med basiskassen hver 14. dag, så kan vi jo altid ændre det, hvis vi får lyst til mere.

I dag kom den første kasse. Og hvor ser den bare god og indbydende ud. Jeg synes, det føles som en rigtig god måde at få grøntsagerne på, og jeg er vild med at blive tvunget til at forholde mig til grøntsager, jeg ikke selv havde fundet på at komme i indkøbsvognen. Der er et lille hæfte med opskrifter med, så man bliver hjulpet lidt på vej, og jeg glæder mig til at gå ombord i majroer, spidskål, masser af persille og det lille, sjove græskar.

Det blev dog ikke i aften, vi indviede kassen – Emil havde nemlig sin første maddag (ever!), og vi havde købt ind til tomatsuppe. Opskriften kommer fra et hæfte, han har købt i skolen (overskuddet går til ældsteklassernes lejrskole), og han fik lov til at købe hæftet mod, at han så også selv skulle være med til at lave maden. Genialt, for den var han helt med på. Og hvor har vi fornøjet os sammen i køkkenet, Emil og jeg. Han har ellers aldrig interesseret sig for, hvad der foregår herude, så jeg håber, at den gode første oplevelse var med til at give ham smag for mere…

mandag den 9. november 2009

Elvira

 

Elvira

 

Ja, det er altså ikke i dag, jeg færdiggjorde Elvira. I dag har jeg lavet ingenting. Nemlig! Ingenting (næsten)! Jeg har været lidt rundt i blogland, læst eventyr for Freja, sovet middagssøvn på sofaen, spist brieost med syltede valnødder, spillet UNO-spin med børnene og strikket en smule på et par sokker. Og så selvfølgelig lige vasket lidt tøj, ryddet op i køkkenet, lavet øllebrød, været hos frisøren med Emil og købt lidt ind, revet æble til Freja, lavet saftevand til Freja, nusset med Freja, fundet tykmælk til Freja, lavet kamillete til Freja og fundet toastbrød til Freja.

Det er da ikke meget for en hel dag! Og det har været skønt!

Men altså, tilbage til Elvira. Den blev færdig i sidste uge, og jeg er rigtig godt tilfreds med den. Det tror jeg også, Freja er, hun har bare ikke været frisk til at have den på endnu. Toppen er strikket i Supersoft, og garnet bliver rigtignok helt blødt efter vask. Sikke en forvandling! Og modellen er let at strikke, selv om den med mit tempo bliver lidt ensformig i længden. Og længde skulle der på, for den skal jo kunne bruges sammen med et par gamacher – det er det, der dur. Og det er jo ingenting imod, når jeg går i gang med voksenmodellen. Som jeg helt sikkert gør. Bare ikke lige nu. Jeg holder lige en lille Elvira-pause med plads til andre projekter, før jeg giver mig i kast med de mange, lange omgange…

Puuust

 

Morgenfred

 

Weekenden har været lang og begivenhedsrig. Den har også været rigtig god. Fredag-lørdag var jeg med pigekoret på korstævne, et par dage i selskab med en god håndfuld andre kirkekor, masser af korsang, en kanondygtig og inspirerende instruktør, pigefnidder, fnis og hvin, og korlederhygge til ud på de små timer. Jeg var blandt arrangørerne, og det endte efter hårdt arbejde med at blive en rigtig god oplevelse, men også et par dage, der trækker på overskudskontoen.

I går havde vi vennebesøg. Topprioriteret fra vores side, selv om jeg vidste, min weekend ville blive lidt presset. Men vi havde brug for at være sammen med vores venner, og det er bare skønt, når man så ved, at det er samværet, der tæller, og man bare kan være sig selv og nyde at være sammen uden at skele til, om rengøring er en by i Rusland, om der ikke er ryddet op i krogene, og om man ser lidt klatøjet ud. En skøn, skøn dag var det.

Og i dag har jeg helt fri. Og puster ud. Sammen med Freja, for hun har feber og er absolut ikke på toppen. Så er det jo godt, at vi kan puste ud sammen. Stille og roligt…

torsdag den 5. november 2009

Græskarkage

 

Græskarkage

 

Da jeg første gang bestemte mig for at bruge et græskar til andet end pynt, virkede meget uoverskueligt for mig at gå ombord i den mærkelige grønsag. Nu har jeg efterhånden lavet græskarsuppen nogle gange, og det er blevet let og ligetil at lave puré, som derfor også er blevet let at bruge til alt muligt andet, når man nu er i gang. – Som med så meget andet (madlavning og andre sider af livet), bliver tingene lettere med øvelsen, og man får lyst til at bryde nyt land.

Græskarkagen er set i samme gamle Isabellas-blad (efterår 2003), som suppen, og den er krydret, saftig og utrolig lækker – hvis man vel at mærke er til nødder og rosiner i kage – og det er jeg!

350 g mel, 350 g sukker, 250 g farin, 2 tsk bagepulver, 2 tsk kanel og 1 tsk ingefær blandes i en skål. 200 g smeltet smør, 4 æg og 5 dl drænet græskarpuré piskes eller blendes, til massen er glat. 125 g hakkede valnødder tilsættes, og massen vendes i de tørre ingredienser. Tilsæt 125 g rosiner, og hæld dejen i to små brød- eller bageforme. Jeg bruger altid papir i formene, det letter rengøringen. Bag i ca. 1 time og 15 minutter ved 190 grader.

Og god appetit – nu vil jeg nyde mit afkølede stykke sammen med en kop chai… Mmmm…

onsdag den 4. november 2009

tirsdag den 3. november 2009

Om at lave mad, og lidt om græskarkerner

 

Jeg får tit at vide, at jeg eksperimenterer meget, når jeg laver mad, prøver nye ting af, utraditionelle ingredienser osv.

For det første vil jeg sige, at det kommer helt an på, hvem man sammenligner mig med :o) Jeg kunne sagtens forestille mig dem, der eksperimenterer meget mere og selv finder på, hvor jeg mere holder mig til opskrifter og først for nyligt har givet mig i kast med improvisationsmetoden.

Og for det andet tror jeg, det handler meget om nysgerrighed og madglæde. Jeg har stor lyst til at prøve alle de ting, jeg møder på min vej, jeg er ikke så bange for, at resultatet ikke vil smage mig – og ja, jeg har da også prøvet at lave mad, jeg ikke selv var så vild med. Så er jeg den erfaring rigere. Og prøver videre. Og bliver helt grundglad, når en ny verden af smagsoplevelser åbenbarer sig for mig. Når jeg bruger, hvad køkkenet nu lige kunne byde på, og det ender med noget godt. Når alle smagsløg bliver pirret.

Jeg tror også, det handler om påvirkning og tradition. Min mor har også lavet meget forskellig slags mad – måske nok mere i det traditionelle hjørne end det, jeg serverer for mine børn, men alligevel – i forhold til den generation, hun er af og den landsdel, hun er fra (Vestjylland), tror jeg, hun har eksperimenteret meget. Og lavet mange ting fra bunden, så det er blevet naturligt for mig.

Og det vil jeg gerne give videre til mine børn. Selv om de bliver præsenteret for mange ting, de aldrig ville røre med en ildtang, håber jeg alligevel, at de får en åbenhed med sig overfor mad og en lyst til at smage sig igennem livet (for bare lige pludseligt at hæve det op på et vildt højt plan – men for mig er madglæde og livsglæde nært forbundne…).

Sidst, men ikke mindst, tror jeg, det handler om inspiration og en smule planlægning. Hvis man hver dag kl. 17 skal få de lyse idéer til aftensmaden, er det næsten dømt til at mislykkes på forhånd, med mindre det bare generelt er der, man topper, rent energimæssigt. En madplan fungerer rigtig godt for mig, for så kan jeg sætte mig ned på et tidspunkt, hvor jeg har ro og energi til det (oftest lørdag formiddag), og bladre mig igennem kogebøger, madmagasiner, mine bunker af gamle yndlingsopskrifter osv., og derudfra finde frem til det, der tiltaler mig mest her og nu, de tidskrævende måltider på dage, hvor jeg ved, jeg har god tid, og en rest fra fryseren på dage, hvor jeg kommer sent hjem. Tomme dage puttes ind hist og her til tøm-køleskabet-improviserede måltider, og selvfølgelig kan der også flyttes rundt i madplanen efter behov. Men når madplanen så er lavet og indkøbssedlen skrevet, raserer jeg det nærmeste supermarked, fylder en vogn, og behøver ikke tænke på indkøb i den næste uge, bortset fra et par småting.

 

Græskarkerner

 

Og nu (endelig!) til de lovede græskarkerner. I hundredevis af græskar udhules i disse dage, nogle til madbrug og en del til pynt ved fordøren – og når man nu har tømt græskarret for kerner, ville det da være synd bare at smide dem ud. Det er nemlig fantastisk nemt at forvandle dem til lækre snacks. I ovnen på en bageplade (med papir, så slipper man for rengøringen) ved 100 grader i en time. Derefter ristes de på panden i lidt olivenolie, til de er gyldne, og drysses med lidt flagesalt – voila!

Isabellas græskarsuppe

 

Græskarsuppe to be

 

Efterår er lig med simremad, og en af mine favoritter er græskarsuppen, der er et fast punkt på min menuplan i oktober/november.

Isabellas havde for nogle år siden opskriften på den suverænt bedste græskarsuppe, jeg har smagt:

Græskarpuréen laves ved at halvere græskaret, fjerne trævler og kerner (som jeg ved samme lejlighed rister i ovnen), og bage hver halvdel i et kvarters tid i mikrobølgeovnen. Kødet skrabes ud og køres til puré i foodprocessoren og drypper derefter af i en si.

2 fed hvidløg, ca. 8 cm ingefær og en porre hakkes, to pærer skrælles og køres i foodprocessoren sammen med to spsk peanutbutter. Hvidløg, ingefær og porrer svitses i lidt olivenolie, 500 g græskarpuré og pærepuréen tilsættes sammen med en liter kyllingebouillon, og suppen simrer i ca. 10 minutter. Smages til med ½ tsk cayennepeber, 1 tsk spidskommen, 1 spsk honning, salt og saften af ½ lime.

Serveres med en klat creme fraiche og lidt hakket purløg.

Resten af puréen kan gemmes i køleskab eller fryser – det er genialt, for så tror jeg lige, jeg kan få bagt en græskarkage en af dagene…

 

Surdejsbrød

 

Surdejsbrød har været en glemt forteelse i over et halvt år – det var på høje tid at få støvet opskriften af, for det er altså et af mine favoritter:

Surdejen består af 1½ dl grahamsmel, 1½ dl vand, 15 g gær og 1 spsk salt, der røres sammen og står ved stuetemperatur i 3 dage. Et par gange om dagen røres den sammen - i begyndelsen hæver den op, men efterhånden begynder den at skille og bliver rigtig sur...

Surdejen blandes med 2 dl kærnemælk og 4 dl vand. Ca. ½ kg hvedemel og ½ kg grahamsmel æltes i - hvis man gemmer surdejen og bruger den igen, skal der tilsættes 1 spsk salt, men ikke, hvis surdejen er ny.

Dejen hæver i køleskabet til næste dag, æltes igennem (hvis man vil gemme en klump surdej, tages den fra nu - kan holde sig 1-2 uger i køleskab), formes til et brød og hæver 1 time. Brødet ridses og bages ved 220 grader i ca. 50 minutter.

 

MUMS

søndag den 1. november 2009

Et madindlæg kommer sjældent alene…

 

Ovnbagt grønt

 

En stor rødbede og tre gulerødder blev skåret i stave og lagt i et oliesmurt fad sammen med et rødløg og et par æbler fra haven i smalle både. En rynket peberfrugt blev skåret i strimler og kom op til de andre, hele molevitten fik en skvis olie på toppen og et drys tørret timian (min friske virker ikke så livskraftig efter flyttet, så den er fredet lige nu).

I ovnen ved 200 grader i en halv times tid – den tid, det tog Freja at læse en bog for mig, og så var de klar til servering sammen med lidt rester fra i går, lidt rå gulerodsstave til børnene især, der ikke er så meget for sammenblandet mad, og en god klat æblechutney – så var vi godt kørende, og altsammen var hvad vi lige havde i huset. Og det giver nu en god mavefornemmelse at bruge alt det mad, der gemmer sig og er på nippet til at blive smidt ud…

At sætte sig mellem to stole…

 

Kattetrængsel

 

… kan være nødvendigt, når man nu VIL være med, hvor det sner, og ingen vil rykke en balle! Hmm…