Forårsfornemmelser…

 

 

 

Jeg gætter på, at vinteren i år har samme længde, som sådan en nu plejer at have. Men hvor er jeg dog ved at være utålmodig i min længsel efter forår.

Og sådan et herligt solskin, som vi har haft i dag, gør mig høj, og får det til at krible i mine fingre. Jeg får lyst til at gå i haven og gøre noget. Jeg ved bare ikke helt hvad..

Jeg skal jo lige lære min nye have at kende. Og er af den overbevisning, at haven skal have lov at bruge det første år på at vise mig, hvad den har at byde på, før jeg begynder at lave noget om.

Så i dag nøjedes jeg med at tage kameraet med på tur. Det var nu også en dejlig oplevelse. Nyt (låne)kamera (der med sin store linse er lidt svær at styre på små indendørs afstande, men rigtigt folder sig ud under åben himmel), ny have og det smukkeste solskin var en skøn kombination.

 

Hvidt…

 

 

 

Knapt har jeg sluppet malerpenslen og erklæret mig fuldstændig mæt af malerdage, før jeg griber den igen.

Denne gang er det ikke vægge men møbler, jeg maler.

Og ja, jeg ved godt, at trenden med at male alle møbler hvide har haft sin tid – men jeg har aldrig påstået at være den hurtigste malerpensel i samlingen, hvad trends angår ;-)

At indrette et nyt hjem tager sin tid, jeg famler mig stille og roligt frem for at finde den stil, der er min, og med min stærkt begrænsede økonomiske formåen er der ingen lette løsninger og ture til nærmeste Ikea eller Lauritz.com eller hvad jeg måtte finde på. Til gengæld er jeg så rigt velsignet med gode mennesker omkring mig, der gerne lægger vejen forbi med hvad de ellers havde tænkt at sende til genbrug og skrot. Og jeg tager gladeligt imod.

Et billigt bogskab har fulgt mig siden jeg var en hel del yngre – nu bliver det malet og kan derved fint danne makkerpar med den lige så billige reol, jeg lige har fået, og som også får en gang maling. Stille og roligt bliver der plads til alle bunkerne, der ligger rundt omkring, og efterhånden får jeg mig indrettet, så her ikke kun er plads og luft, men også meget af det, der gør et hus til et hjem.

Første skridt…

 

 

 

Jeg indrømmer blankt, at jeg i lang tid skubbede tanken foran mig. Overbevist om, at der var lang tid til. For tanken om at skulle arrangere en fest sammen som nyseparerede forældre var ikke let.

Men tiden blev kortere og kortere, og omsider fik vi taget hul på snakken. Og nu er jeg fortrøstningsfuld. Vi skal nok få lavet en rigtig god fest for Emil. Invitationerne er lavet og sendt ud. Og jeg glæder mig til at fejre min store dreng sammen med den store flok familie og venner, som han og vi gerne vil fejre dagen med.

Køkkentanker…

 

 

 

 

Jeg sidder i mit lune køkken og nyder, at jeg har tiden for mig.

Lader tanker vandre…

Nogle gange har jeg brug for at stoppe op. Være langsom. Ikke fordi jeg har specielt travlt, men fordi omvæltningerne i det sidste år har været så voldsomme, at jeg må være opmærksom på, at jeg har mig selv med.

De sidste dage har været meget stille. Ind i mellem rammes jeg af tungsind. Af en følelse af ensomhed. Af en vinter, der snegler sig afsted. Af savn.

Så må jeg tvinge mig selv til at løfte blikket.

Minde mig om, at jeg på ingen måder er ensom. Bare i perioder alene. Og det kan også have sine fordele.

Og vinteren går snart på hæld. Dagene længes, og solen viser sig mere og mere.

Mit køkken er herligt grønt.

I vinduet står en dejlig gave, en skøn orkide.

Og i aften kommer børnene hjem til mig.

 

Hjerter…

 

Er der noget smukkere, end når to hjerter åbner sig for hinanden og slår i samme takt?

Er der noget mere berusende, overvældende og aldeles vidunderligt?

Jeg er så fyldt af taknemmelighed og en glæde, der hele tiden vokser og bliver dybere, mens vores hjerter og vores liv fletter sig mere og mere sammen.

Stille og roligt udvikler vores forhold sig – der er mange sår at tage hensyn til, både i og omkring os, der er en fysisk afstand, der er alt for stor, der er udfordringer, vi bliver nødt til at leve med.

Men det, der fylder, er at det er så dyrebart og værdifuldt, at det kan gøre mig helt stum. Og jeg lader en lille tåre trille, mens jeg lader DR Pigekoret udtrykke det smukkere end smukt med Tove Ditlevsens ord og Michael Bojesens musik:

 

Taknemmelighed…

 

 

 

De fleste kasser er pakket ud, meget er på plads, andet går jeg og flytter lidt rundt på, og rundt omkring flyder ting, der venter på mere hyldeplads, eller at jeg tør lave huller i mine nye vægge.

Det tog ikke lang tid at falde til her, jeg er så taknemmelig for mit nye hjem og glæder mig hver dag over at måtte bo her. Huset ligger tæt på skole og arbejde, og børnene har hurtigt taget deres nye hjem til sig.

Det er fantastisk at mærke al den hjælpsomhed, vi bliver mødt af – vi får lidt hist og låner lidt her, og efterhånden får vi bygget op, så her ikke er alt for tomt. At lande i en stil, der er min, tager lidt tid, men vi har også netop tiden for os.

Vores nye hjem er allerede godt i gang med at blive fyldt med gode minder og oplevelser, og jeg glæder mig til mange flere i de dejlige rammer.